I dag tog vi afsked med Susanne, der efter et langt arbejdsliv nu går på efterløn. 

Susannes karriere startede  1 December 1983 i det daværende Gudrundsminde. I 1986 startede hun i Narsoq (stadig Gudrundsminde) August 1991 var Susanne og en anden personale samt tre borgere med til at starte et botilbud på Reersø. Januar 1992 åbnede Lille Åmosen i et af de gamle lærerboliger på Niløse Skole, her boede 5 borgere og to tilknyttet personaler. I 1994 åbnede Værkstedet Åmosen som vi kender det, med 12 borgere og 4 medarbejdere. 

Susanne var og er et af de grundlæggende hjørnesten i det fundament, for det man i dag og fremover kan kalde Værkstedet Åmosen. Gennem sit arbejde har hun skabt forudsigelighed, skabt trygge rammer for de mennesker hun arbejdede med. De små hverdagsting, indkøb, rengøring, motion som var et fast program. Det var morgenmødet med borgerne, hvor der blev lagt vægt på at alle blev hørt, snakken om deres foregående aften, deres morgen, Susanne mødte mennesket hvor det var. På Værkstedet Åmosen har årshjulet og forudsigelighed, genkendelighed været en stor del af hverdagen, de små forberedelser til Norgesturen, borgerne vidste, at når de første pamfletter med Vinter idrætsdage logoet begyndte at komme ud af printeren, var vi nået hertil, borgernes forventning og glæde kunne mærkes når pamfletterne blev delt ud. Indkøb til turen, papkasserne på gangen betød nu nærmer turen sig. Der skulle pakkes diverse vare ned, fordeles, måles i forhold til hvor mange vi bor i de forskellige huse, alt sammen forgik sammen med borgerne, Susanne gjorde borgerne fra iagttager til deltager. Når Julemåneden nærmede sig, kom kasser med kogler, tørrede svampe, mos og silkebånd i alskens farver frem på bordet, i værkstedet duftede der af gran, en lille stemning af jul, det årlige teater stykke og julemarkedet nærmede sig, det hele var akkompagneret af julemusik der tonede fra Mac’en i syværkstedet. 

Kan et arbejdsliv med udviklingshæmmede, måles, vejes føres i matematiske skemaer, føres i regnskaber, omregnes i procenter?. Nej ikke i dette tilfælde, men hvis man nu tager Susannes arbejde og menneskesyn gennem de mange år, så har Livskvalitet, indflydelse, livsglæde og accept blandt de borgere som til hverdag har deres gang på Åmosen, været det primære i hendes arbejde. Værkstedet Åmosen var for Susanne et livslangt fortagende, som hun værnede om. Tak Susanne, for det du har skabt og formet gennem årene.

Med sådan et langt arbejdsliv, og tiden til erindringer er lige om hjørnet, det må derfor være på sin plads at slutte af med et lille digt strofe af Tove Ditlevsen.

”Min bedste tid på dagen, er den, hvor jeg er ene, og tankerne kan gribe en fjern erindrings spor”