Apollo ferierejse 2026 – 3
Turen fra Stens have
Lørdag morgen var det blevet tørvejr efter nogle byger i løbet af natten. Vi var dog lidt usikre på hjemsejladsen. Vejrudsigten kunne vi hente via satellit, og den viste vind på mellem 5 og 10 sekundmeter. Men i Ameralikfjorden er vejrudsigter usikre, særligt når der er stor tidevandsforskel. Det havde vi nu med en forskel på hele 4,8 meter – voldsomt i den lange fjord.
Vi lagde derfor en plan. Vi kunne først komme ud til båden efter klokken 12, så formiddagen blev brugt til hygge. Klokken 12.30 kunne vi få jollen ind og pakke den forsvarligt med alle grøntsagerne.
Vi sejlede ud mod hovedfjorden klokken 14 og forventede at kunne vente i Qasigianguit, lige over for Halvvejsnæsset, indtil omkring klokken 23, hvor vi måske kunne passere kablerne.


Sejladsen gik fint, indtil vi skulle skrå mod syd, dér hvor fjorden bliver bred. Sten valgte at gå i læ ved fjeldene, men nu kunne vi mærke tidevandsbølgerne, som nærmest dannede hvirvler omkring båden. Efter to timer var vi fremme i Qasigianguit, hvor vi fik bundet båden til en bøje.

Ved 22-tiden, hvor det snart blev mørkt, måtte vi beslutte at vente til næste morgen med at fortsætte. Vi fik sovet lidt de kommende timer, og klokken 5.30 sejlede vi igen mod hovedfjorden. Men bølgerne var for voldsomme, så vi vendte om.

Satellitvejrudsigten meldte nu kun 2 sekundmeter! Klokken 8 passede forholdene, og vi sejlede frem til kablerne. Her blev vi mødt af en inspektionsbåd, som gav os lov til at passere. Dejligt!

Nu fulgte helt roligt vand og kun få tidevandsstrømme. Ved 11-tiden var vi i Nuuk. Apollo og jeg kunne stige af ved tidevandstrappen, mens Sten og Jesper sejlede båden ind i havnen.


Hjemme i Stens lejlighed fik vi hurtigt taget et velfortjent bad. Apollo mente nu, at han trængte til et hvil, så han lagde sig ind i sengen med rent tøj på og hvilede sig en times tid, inden vi kunne spise frokost.
Apollo er fuldstændig tryg ved sådan en lang og udfordrende sejlads i en livlig båd. Det er virkelig beundringsværdigt og afspejler hans mangeårige erfaring med turene i Ameralikfjorden.
Her er et link til arbejdet med renoveringen https://nukissiorfiit.gl/da/nyheder/se-den-seneste-korte-video-fra-ameralik-fjordspaendet/
