Apollo fyldte 51 –den 1 marts og hans bedste gave er endnu en tur til Norges vinterlandskaber.

Jeg skriver dette i bussen hjem fra Norge, og minderne vælder frem. For omkring 30 år siden var Apollo første gang med i Hallingskarvet. Vi havde bygget 10 par træski og var spændte på, om de overhovedet kunne bruges.

Der var opmærksomhed fra mange sider, og TV-Glad optog filmen Glad i sne, som senere blev vist på TV2. Glade var vi. Apollo – som dengang stadig havde sit syn – gled med naturlig lethed i løjperne.

Apollo bærer noget særligt med sig. Han stammer fra en grønlandsk fangerfamilie, der i generationer har levet i bygden Kapisillit og levet af og med naturen. En arv af opmærksomhed, kropslig erfaring og respekt for naturen – viden formet gennem livet som fanger.

I sit rette element

Her i vinterlandskabet får Apollo lov at udfolde sig. Selvom han nu er helt blind, bevæger han sig med en opmærksomhed, sikkerhed og glæde, som gør indtryk på alle omkring ham. Han mærker underlaget, hældningen og rytmen i sporet. Kroppen finder balancen. Skiene finder deres vej.

Hans rolige bevægelser smitter.

Perfekte vinterforhold

Årets tur bød på næsten ideelle forhold. Temperaturen lå mellem minus fem og plus tre grader. Sneen var fast og indbydende, sporene gode, og vi kunne spænde skiene på allerede den første dag.

Vi bevægede os i det kendte område mod Austlid. Solen skinnede, luften var klar og stille. Pauserne med madpakken – og omkring bålet med lammekød og uddeling af medaljer – havde den særlige glade stemning, som kun vinterfjeldet og mange års forventning kan give.

Skiene frem – og glæden

Træskiene kom hurtigt frem allerede den første dag. Apollo bar dem selv hen til starten af lysløjpen – rolig og fuld af forventning. I det øjeblik skiene kom på fødderne, kunne man mærke glæden.

Han fandt straks sin rytme og var hurtigt i fart. Hans kontrol og sikkerhed er fascinerende – både ned ad bakker i sit eget tempo og op ad bakker, som han forcerer let og ubesværet. Vægtoverføringen er fin afstemt, og kroppen har altid den rette føling med terrænet.

Træskiene fungerer perfekt i dette føre og giver et jævnt og trygt glid både op og ned.

På flere af turene i fjeldet har vi også haft glæde af Thomas, som med sin store entusiasme og glæde ved at stå på ski har smittet alle omkring sig. Hans energi og mod var med hele vejen – også på de vilde vover, hvor hans glæde ved udfordringen gjorde turene endnu mere levende og festlige.

Små møder i sporet

Undervejs møder vi andre skiløbere. Apollo registrerer dem straks. Med små lyde og forsigtige forsøg prøver han at hilse. Hans glæde og nærvær bliver hurtigt mærkbart for dem omkring ham.

Hver dag bringer små oplevelser:

• en solstribe gennem skoven

• vinden mod ansigtet

• lyden af skiene mod sneen

• og ikke mindst Apollos glade lyde

⸻

Frihed

Kilometerne samler sig – seks den ene dag, ni den næste. Men det er ikke tallene, der betyder mest. Det er at se ham stå i sporet.

Koncentreret. Fri. Levende.

For Apollo handler det ikke blot om bevægelse. Det handler om frihed. Om at mærke livet gennem kroppen og være til stede i naturen.

Man fornemmer også noget andet: en kropslig erfaring, der rækker længere tilbage. En måde at bevæge sig i landskabet på, hvor sanserne arbejder sammen, og kroppen finder sin rytme i terrænet. Noget af den erfaring ligger dybt i den fangertradition, som hans familie kommer fra.

Aftenerne

Om aftenen spiste vi sammen med Stine, Thomas, Lisbeth og Susanne. Det var en ny tradition på dette års tur.

Apollo nød disse stunder fuldt ud. Han fandt sin rytme i at vandre til hytten, finde sin plads og være en del af et fælles måltid. Det er en særlig afslutning på dagen, når natur, bevægelse og fællesskab smelter sammen.

⸻

Tillykke, Apollo

Endnu et år.

Endnu en tur.

Endnu en gave.

Hjælpes ad

Mottoet for turene er enkelt, men centralt: HJÆLPES AD.

En særlig hilsen går til Åmosefolkene, som gennem 30 år har skabt og båret dette fællesskab.

Ture som disse er også blevet til i tæt og inspirerende samarbejde med engagerede fagfolk – blandt andre Svend Ulstrup fra Naturlivsskolen og den uovertrufne lektor Karen Inge Halkier fra Institut for Idræt.

Vinteridrætsdagene – som turene i dag kaldes – er blevet gennemført 21 gange. År efter år har I med vedholdenhed, trofasthed og mod gjort disse dage mulige – ikke blot som ture, men som oplevelser, der former os og styrker fællesskabet.