Fredag den 20. juli mødte der os et trist og sørgeligt syn, da vi mødte ind på Åmosen. Dørene til vores værksteder var brutalt brudt op og ting og sager lå hulter til bulter.
Åmosen måtte holde lukket mens politiet kunne gøre deres arbejde.
Væk var alle vores motorsave og computerne med hele Åmosens mangeårige historie gengivet i titusindvis af billeder, videosekvenser, små sjove hverdagshistorier samt fotoserier fra de store årligt tilbagevendende begivenheder.
Alt sammen værdifuldt og uvurderligt materiale, som hver dag er med til at danne rammen for den trygge og genkendelige hverdag Åmosens brugere har så stor brug for og dagligt nyder stor glæde af at gense igen og igen.
Nu kører Åmosen på lavt sommerblus, mens vi tænker fremad og på hvordan vi igen får genskabt alle de dejlige minder. Det kræver kreativitet og masser af tid, men det skal nok lykkes, så vi igen kan få Åmosen på ret køl.